Du er her: 

Kirkestafet

Vores menighedsrådsformand Mogens Lützen ses her med kirkestafetten. Han er én af initiativtagerne bag projekt "kirkestafet".

Læs om "Kirkestafetten" her:

 I slutningen af marts tager menighedsrådene i Vejle Provsti hul på en kirkestafet, der over de kommende år giver et solidt indblik i folkekirkearbejdet i Vejle.

- Ideen med ”Kirkestafetten” er at fortælle om det spændende, relevante og meget forskelligartede arbejde, der foregår rundt i provstiets sogne, så medlemmer såvel som ikke-medlemmer kan få et godt og grundig indblik i, hvad folkekirken er i dag, og hvordan den arbejder. Men der vil også være fokus på den meget vigtige historie, som dagens folkekirke bygger på.  Det bliver arrangementer med både nutid, fortid og fremtid – i en blanding af intense, korte foredrag, rundvisninger og debat, forklarer Mogens Lützen, der er formand for menighedsrådet i Hover Sogn og en af initiativtagerne til projektet.

”Kirkestafetten” afløser det tidligere ”Kend dit Provsti”, et initiativ der opstod tilbage i 2007, hvor Gårslev, Gauerslund og Egtved sogne blev en del af Vejle Provsti. Et projekt, der løb over 10 år. Det nye initiativ, ”Kirkestafetten”, forventes afviklet over en lignende årrække.

Ved årets første kirkestafet, tirsdag den 26. marts i Sct. Johannes Kirke, vil deltagerne i løbet af de to timer kunne høre provst Dorte Volck Paulsen fortælle om provstiet og kirkens historie, mens provstiets ungdomspræster fortæller om deres dagligdag blandt Vejles unge. Sognepræst Lisbeth Frøkjær Smed tegner en profil af kirkens kendte sognepræst Haldor Hald, og endelig bliver der mulighed for at opleve kirkens kantori, som under ledelse af organist Mathias Geiger opfører nogle nykomponerede korstykker. Aftenen slutter med et lille glas i våbenhuset.

Se mere under Voksne

Del dette: